Om mig og min baggrund

Jeg er uddannet familie- og psykoterapeut i 2025. Det er en 4-årig uddannelse fra DFTI - Dansk Familieterapeutisk Institut Før det har jeg 10 års erfaring som pædagog. Det terapeutiske arbejde er for mig en spændende rejse med både stor personlig - og faglig udvikling.

Det er en psykoterapeutisk uddannelse med rødder i humanistisk og eksistentiel teori, samt viden om systemisk teori, mentaliserings teori og tilknytningsteori. Uddannelsen lægger stor vægt på at udvikle praktiske kompetencer ift. den terapeutiske samtale, samt stiller krav til den fagpersonlige udvikling, herunder krav om minimum 20 timers egenterapi. – Jeg ved altså på egen krop hvor sårbart det kan være at møde op. Det kræver mod.

Jeg arbejder oplevelsesorienteret. Det betyder, at jeg tager udgangspunkt i det, der sker her-og-nu mellem jer, og bruger dette til at få øje på dynamikker og mønstre, så at I i terapien får erfaringer med, hvordan I selv har indflydelse på relationen. Indsigterne og erfaringerne her-og-nu kan hjælpe jer til at gøre noget andet, som I kan tage med jer ud i hverdagen.

Jeg er psykoterapeut MPF, hvilket er dit kvalitetsstempel. Det betyder at jeg har gået på en godkendt uddannelse og at jeg lever op til forskellige krav ift. uddannelse og erfaring. Du kan læse mere her: psykoterapeut MPF.

For mit eget vedkommende har disse 4 år været en vigtig del af, hvem jeg er i dag, og arbejdet med mig selv har haft stor betydning for at stå ved mig selv og mine egne følelser, længsler og behov, samt for kvaliteten og graden af nærhed i mine relationer. – Og jeg kan hjælpe dig til det samme: At forbedre kvaliteten af relationen til dig selv og dem der betyder mest for dig.

terapeut, psykoterapeut, terapi, MPF, Aarhus, Århus
Når vi tør stå ved vores egne følelser, længsler og behov, øger det vores selvværd og vores mulighed for at indgå i nære relationer.

”I relationer formes vi og dannes vi
I relationer såres vi
I relationer genopbygges vi”